I dag skulle vi også tidligt op, det er snart en vane. Vi blev vækket klokken fire, og jeg gik ned til receptionen for at uploade de sidste billeder. Det tager lidt tid, da hotellet ikke har verdens hurtigste bredbånd. Stor var overraskelsen, da det viste sig, at næste alle fra vores rejseselskab sad og spiste morgenmad. Det viste sig at Claus, vores guide, havde glemt at fortælle vores bord aftenen før, at planen med, at vi skulle have morgenmadspakker med var aflyst, og hotellet istedet var klar med rigtig morgenmad kl. 0430. Det var lige ni m/k ud af et selskab på 31, der ikke vidste det. Talentløst, hvilket jeg ikke undlod at gøre han opmærksom på!! Vi fik orienteret nogle af de ni og Claus orienterede de andre, på Helles opfordring, for den tanke kunne han ikke tænke selv. De andre var også godt mugne.
Kl . 0510 var der afgang til havnen, hvor vi blev delt op i to hold til hver sin båd. Vi troede egentlig, at vi skulle med en færge, men det viste sig at være to små lokale både. Vi sejlede tre timer for at komme til Komodo. Det lyder som meget, men der var så smukt med solopgangen, grønne toppe af bjerge og delfiner der sprang langs den lille båd. Det var her Helle ville have (og havde) sin egen redningsvest med. Det havde nu ikke været nødvendigt, for der var til alle.
Da vi kom i land mødte nogle rangers os. Man må ikke gå alene rundt her. Det er simpelthen for farligt. De går rundt med kæppe, af noget meget stærkt træ, klar til at stikke varanerne i næseborene, hvis de angriber. De bruger kæppene hver dag, men kendte dog kun til to tilfælde, hvor folk var blevet angrebet og spist! Spændingen var stor, åndedrættet ændret og blikket stift rettet mod de første varaner, der lå på lur. Mens vi tog nogle billeder besvimede en dame i selskabet. De to rangers opmærksomhed var nu kun på hende, så Helle mente, hun var den eneste, der holdt øje med dræberøglerne, der var begyndt at savle . Vi gik en rundtur på 1,5 time i skoven og så ialt fem komodovaraner på Komodo, men også en del hjorte (varanmad) nede ved stranden.
Efter en kort sejltur hoppede vi i havet og snorklede ved den lyserøde strand (svag lyserød pga koraler). Vi så en del fisk og et forholdsvis sundt koralrev, selvom der var dårlig sigtbarhed i vandet. Men det var i hvert tilfælde mere sundt end det, vi snorklede på igår. Jeg fik tage 25 minutter video med Go Pro'en. Det glæder jeg mig til at se. Derefter fik vi frokost; fisk og stegte blæksprutter med. . . . . . ., stor overraskelse: ris. Selvfølgelig også tofu og to salater, med dejlig lunkent vand til!
Efter frokosten fortsatte vi til en anden ø i Komodo National Park, Rinca. Denne ø er helt anderledes, mere steppe end skov. Her så vi otte varaner. Så ialt blev det til 13 komodovaraner. Her havde de gang i noget mærkning af dyrene. De var nået til 2918 varaner og mente standen var stabil (ca. 300 på selve Komodo).
Ved sytten-tiden sejlede vi mod havnebyen Labuan Bajo. Labuan betyder havn og Bajo er navnet på den lokale etniske stamme Bajos . Så navnet betyder Bajoernes havn. Helle tog sig en lur på øvre dæk. Vi så solnedgangen fra havet og ankom klokken 1930, solbrændte, gennemsvedte og mætte af oplevelser.
Vi blev gudskelov fri for direkte hård sol, men flere var dårlige. Hende der besvimede, lykkedes det forresten mig at gribe, da jeg syntes, jeg kunne se, at hun var på vej væk i besvimelse. Så hun slog sig ikke og vågnede hurtigt op. Hun har haft feber og ondt i hovedet i nogle dage og det, kombineret med manglende væske, udløste vist besvimelsen. En anden var faldet i søvn i solen på båden og dinglede rundt med solstik helt lyserød i hovedet. Ham, der var blevet overfaldet af aber, havde haft det dårligt siden rabiesvaccinen. Fire andre har noget influenza, sover og hoster om kap. Så vi døbte skibene Jutlandia 1 og 2.
Vi spiste aftensmad på hotellet, da vi ikke orkede andet. Byen ligner heller ikke en, vi har lyst til at bevæge os alene rundt i.