Aftensmad med underholdning

Friday, March 11, 2016
Kabupaten Toraja Utara, Sulawesi Selatan, Indonesia
Aftensmaden fandt sted på en restaurant, hvor forældreløse børn underholdt os med musik og dans. Det gjorde de så godt, at vi ikke kunne lade være med at støtte børnehjemmet ved at købe en DVD, som vi aldrig får set og en blokfløjte, som Nicklas og Line sikkert vil blive kede af. :-)
Det var et helt orkester med primitive fløjteinstrumenter af bambus . Jeg lod mig lokke til en slags kædedans med en af drengene, der var lige til at adoptere.
Middagen bestod af noget fuldstændig sort, men mørt og ikke brændt svinekød samt noget kokoskylling, der var kogt i bambusrør over bål. Hertil naturligvis ris, som de spiser morgen, middag og aften.
Det var ret forvirrende at bestille rødvin, først havde de ikke noget. Så kunne de skaffe noget til 1.200.000 funny money (720kr). Så trængende mente Helle ikke, jeg kunne være. Da vi så, de fik rødvin på et andet bord, kunne det pludselig godt lade sig gøre at få et enkelt glas til 50.000 (30kr). Det lød mere fornuftigt, selvom det smagte af østrigsk rødvin fra dengang, de kom kølervæske i. Og det kun var lidt større end et fingerbøl. Vi er efterhånden ved at lære de andre i selskabet at kende, hele seks af dem er læger, så vi er vist i gode hænder, hvis noget går galt.
Other Entries

Comments

2025-05-23

Comment code: Ask author if the code is blank