Vi var oppe kl. 0500, da vi skulle afhentes kl 0600 for at komme med "færgen" til San Christobal. Det er ca. 80 km østpå i forhold til Santa Cruz og den sejlede kl. 0700. Der var nu ikke tale om en færge, men blot en lidt stor motorbåd. Vi var vel ca. 20 passagerer, både lokale og turister. Dem der havde tabt i lotteriet, var dem, der troede de havde fået de gode solpladser. Der var dog ikke megen sol på sejladsen, men istedet kom der en masse saltvand fra opsprøjt og bølger, så de blev virkelig våde og kolde. Noget uheldigt. Ved ca. 0930 tiden ankom vi til havnen på San Christobal. Havnen hedder Puerto Baquerizo Moreno.

Vi var lidt usikre på, om det var den rigtige havn, da der lå flere forskellige mindre havne rundt om hele øen. Det eneste vi vidste var, at vi skulle mødes med skibet (vores cruise) og de andre passagerer i en havn her kl. 1300, men af en eller anden grund - sikkert fordi der ikke var andre muligheder - var kun øen nævnt og ikke navnet på selve havnen.

Da der var ca. 3 timer til vi skulle mødes med de andre, satte Helle og jeg os ind på en restaurant, hvor der var internet og mulighed for at få morgenmad. Det havde vi ikke nået endnu. Så vi brugte tre timer på morgenmad, opdatering af bloggen og masser af kaffe. Det var jo lidt vanskeligt at gå rundt i byen med kufferter.

Præcis kl. 1300 stod vi ved havnen og ventede på de andre, og da klokken blev 13.02 begyndte Helle at ringe til vores lokale rejsebureau. Hun var nervøs for, om vi stod det rigtige sted, 15 sek. efter kom en indiansk udseende mand gående mod os fra en bus med et skilt hvor der stod Odyssey. Så Helle lagde stille og roligt røret på, meget lettet.

Hvem der også stod der, var Helle, Kåre og Christian. Det er nogle af fam. Lückings tidligere arbejdskollegaer og nu venner, som vi også havde set flere gang til sociale arrangementer hos Charlotte og Torben, sølvbryllup m.m. Helle (altså min Helle) troede først, det var nogle fra Greve. Og den anden Helle hørte vi talte dansk og ville blot give sin nationalitet til kende. Pludselig faldt ti-øreren. Det er 2. gang vi møder deres venner på en ferie. Der er grangiveligt en lille verden.

Vi blev vist ned til en mole, hvor der lå to mindre gummibåde til ca. 10 mand i hver og blev sejlet ud til "vores" skib,som heder Gran Natalie. Vi troede egentlig at skibet skulle hedde Odyssey, men det er navnet på rederiet.

Velankommet på skibet fik vi en velkomstdrink og en briefing om dagens program. Vi fik også vores kahytudstikning. Helle og jeg fik en tremandskahyt med god plads og en fin udsigt. Kahytnummer 8.

Velinstalleret gik vi ned i salonen og fik en dejlig frokost. Med Pasta Carbonara kom vi straks til at tænke på Simone.we

Efter frokost blev vi sejlet retur i land og blev kørt ca. 40 min. op i højlandet (højde 635 meter) til et skildpaddecenter, der hedder Cerro Colorado. Der så vi skildpadder i alle størrelser, dog ingen så store, som den vi selv havde fundet ved "den kinesiske mur" på Santa Cruz.

Vi blev oplyst, at de kun tager kontanter ombord, så vi nåede lige at hæve nogle penge.

Vi returnerede til båden ved 1800-tiden og kunne lige nå et bad, inden der var cocktail og introduktion til besætningen. De er 10 mand til at servicere 14 gæster, så servicen fejler absolut ikke noget.

Bortset fra os fem danskere, er der seks (familie) fra New Zealand, en fra Australien og et par fra Israel. Inden vi overhovedet sejlede nogen steder, var den israelske dame allerede søsyg! 

De har vin ombord fra fem sydamerikanske lande, men Helle og jeg plejer at favorisere det land, vi besøger, så valget faldt på Ecuador.  Men når nu vi skal være her i 14 dage, så kan det da godt være, vi skal prøve de andre også. Vinenes prisleje ligger fra 35$ og op til 60$, så det er vel ok på et luksusskib (?). 

Vores guide gennemgår hver aften det efterfølgende dagsprogram. Det føles rigtig fint, så ved vi mere om, hvad vi kan forvente at se og skal have med.

Lidt om noget der overraskede os lidt. Hvor vi som danskere gerne bruger lang tid til at spise, så er kulturen eller normalen ombord tilsyneladende,  at det hele gerne skal gå lidt hurtigt. Det betød at jeg (unormalt) og Helle (helt normalt) var de sidste, der var færdige. Vi kunne have spist en portion mere, men da var maden fjernet fra buffeten. Nå, men der var heldigvis dessert også, så der var vist ingen, der gik sultne i seng. Vi må lige lære dem lidt om at nyde maden. 

Båden gyngede lidt om natten, men det var bare hyggeligt.