Om natten sejlede vi sydover igen. Klokken 0540 var der vækning og afgang til dry landing på Øen Bartoleme, hvor vi også har dykket en af de første dage, vi var på Santa Cruz. Nu var vi i Sullivan Bay og skulle se solen stå op. Et af de første syn, vi så, var en stor flot Pinnacle Rock (lodret klippespids) samt en 335 trin lang opstigning til toppen af øen.
Ved landgangen spærrede en hansøløve vejen. Christian var simpelthen fabelagtig. Han lavede søløve-snorkelyde i hænderne. Fortalte at det var den ene alfahans kamp mod den anden (altså ham og søløven). De kæmpede lidt endnu. Søløver ser dårligt på land, men føler bevægelser med knurhårene. Derfor viftede Christian med et håndklæde foran den og lavede søløve-hostelyde (søløver hoster for at slippe af med den nitrogen de har ophobet, og de sten de har slugt for at dykke ned). Det endte med at den store søløve hoppede i vandet og Christian stod på trappen, stolt som den vindende alfa-han.
Så var det bare opad. Puha, der blev vi altså lidt stakåndet. Men vi er sikre på, at vores guide havde valgt det rigtige tidspunkt, dels for solopgangen, men også fordi det senere på dagen bliver brandvarmt at gå der.
Der var en speciel lavtvoksende plante, som hedder noget der rimer på tequila, der fint kan overleve på den magnesium- og selikatholdige jord/lava. Der var også begyndt at vokse nogle små lave kaktusplanter. Dejlig udsigt på toppen med solopgangen på den ene side og skøn oversigt over bugten på den anden side.
På vej retur til skibet, så vi pingviner svømme i vandet og en enkelt solede sig på en mikroø. Christian lavede lyde igen og fik retursvar samt endnu en pingvin til at hoppe op på den lille ø. Klokken var ikke engang 7, og vi havde allerede oplevet en masse.
Efter morgenmaden var der snorkeltur på Bartolome - rundt om Pinnacle Rock. Først gik vi dog en tur over højderyggen til stranden på den modsatte side, hvor der skulle leve skildpadder. Vi så dog ingen, men tre whitetipped hajer lå helt oppe i strandkanten. Her var skyllet en del forskelligt op. Bl.a diverse stykker mikroplast. Guiden havde brug for at fortælle os, at det ikke er indbyggere fra Galapagos, der sviner, men at det er fra "all over the World".
Han bad os alle om at bruge 10 min. på at samle det. Det var lige noget, der passede Helle. Og snart var den strand klar til skildpadderne igen.
Tilbage ved Pinnacle Rock havde vi en skøn snorkeltur. Sandet her er rødligt med diamatsgnister, når solen skinner. Her var vandet roligt og klart. Det var spændende at svømme mellem laveformationerne under vandet. Vi så de sædvanlige flotte fisk, og Helle opdagede en Galapagosshark under nogle klipper, men det er svært at komme ned i vores luftfyldte dragter, så vi så kun hovedet stikke frem.
På båden blev serveret pizzaslides og frugt sat op som Pinnacle Rock. Og efter en halvtimes tid var der landgang på Santiago. I programmet havde de skrevet lava, lava and lava. Og det var rigtigt, til gengæld var det rigtig flot at se alle de forskellige udtryk og former lavaen havde formet. I starten lignede det indgangen til helvede, tættere på kunne vi tydeligt se lavatunger (enden af hver lavastrøm), bølger af lava samt noget, de kalder Darwins toilet - runde formationer med størknede bobler.
Alt afhængig af temperatur ved størkningen kom de smukkeste metalfarver frem, som guld, sølv og kobber. Det lignede et helt skatkammer. "Darwin was here", sagde guiden. Men på det tidspunkt var der mere frodigt og han studerede bl.a. landskildpadder (turtoises) her. Vulkanudbruddet kom ca 30 år efter Darwin og udryddede alt levende. I dag er der enkelte lava-lizzards. Darwins skib, HMS Beagle, medbragte mange af de store turtoises. De kan sagtens veje 250 kg. De blev brugt som ballast og som mad på den lange rejse over Stillehavet til Chile.
Vi måtte kæmpe lidt med frokosten i dag, da vi jo havde spist pizza et par timer i forvejen. Forretten skal dog nævnes, da det var en slags gulerodssuppe med popkorn i. Det smagte egentlig fint nok, mon ikke Milton vil synes, det er sjovt at spise (?).
Herefter fulgte en lang siesta, hvor vi sejlede vest om Santa Cruz. Vi fik opdateret rejsedagbogen, fik en lur og solede lidt på dækket.
Mette G
2017-07-20
Hej Rene! Så var der endeligt nyt fra jer! Og hvilke fantastiske historier fra jeres tur! Vi glæder os så meget til at se jer og høre en masse mere! Hils fruen og fortsat rigtig god tur! Kram fra Jens & Mette