Morgentur til Tintoreras Islet (små øer) for at se på vulkanlava og vandleguaner, White tipped Reef shark og skildpadde fanget i en lille vandsprække, som opstår, når tidevandet trækker sig. Vi bliver til stadighed overrasket over, hvor forskellig øerne er. Her var vi i et boblende lavalandskab (da lavaen bogstavelig talt har boblet i mødet med det kolde havvand), hvor alle små toppe var hvide af en slags specielt lav. Øens navn betyder whitetipped, som må siges at være ret passende. Vi så en enkelt haj og skildpadde i vandsprækken og desuden enkelte blåfodede suler, søløver, fregatfugle i luften og bunkevis af små havleguaner igen. Vi gik en lille tur i området.

Da vi efterfølgende sad og spiste morgenmad på skibet og så andre sejle mod øen, var vi glade for at have været tidligt oppe, da det nu regnede.

Udstyret med regnfrakker gik vi i land på Isabela, den største af øerne. Oprindelig var det 6 øer, men vulkanaktivitet har bundet dem sammen. Øen kaldes også Seahorse Island, da den har form som en søhest. Det regnede ikke mere, da vi kom i land. Havleguanerne tog imod os, og der var lidt bebyggelse. Vi gik ombord i en slags åben bus, som med sikkerhed ikke ville blive godkendt i Danmark. Helle savnede vist ungerne, for hun holdt om Jeppe (en dansk dreng på 10 år), da han faldt i søvn og Helle sagde, hun var bange for, at han faldt ud. Vi kørte mod Sierra Negra, en af de større vulkaner - ca. 1200 m højde og med et krater, der måler ca. 9 km X 10 km. Jo højere vi kom op, jo mere hang skyerne omkring os, og det begyndte at regne igen. 400 meter fra toppen sagde guiden "I am sorry", vi kunne ikke fortsætte, det ville blive for glat at gå i området, og der ville ingen udsigt være alligevel pga vejret. Det sker faktisk 300 dage om året! Så et alternativ var planlagt. Istedet kørte vi til en grotte, Sucre, ikke fordi der er sukker i den, men fordi en mand ved det navn, gemte sig i den. Det er en lavatunel. Vi skulle alle tænde vores lygter på mobilen og bukke hovederne gennem dele af tunellen. Det lignede ikke den anden lavatunel, for her var loftet pakket ind i guldstøv! Det lignede det ihverfald. Indimellem kunne man se dinglende rødder fra papayatræer søge efter vand. 

Herefter kørte vi til endnu et skildpaddecenter. Det specielle ved dette center er, at de avler på alle de skildpaddearter, der oprindelig var på Isabellas øer. Idag truer geder og rotter arterne, da de æder æg og de små skildpadder. På centeret giver de dem hver egns føde og sætter dem efterfølgende ud de oprindelige steder, hvor føden er at finde. Vi så æggene (ligner billardkugler) og forskellige fosterstadier. Men vi gad ikke rigtigt at tage billeder, da det føltes lidt som en zoo igen.

Så gik turen mod en lagune, vi gik rundt om. Her var en del flamingoer, som vi kom tæt på. Vi fik at vide, at de har fløjet fra Chile, og at der kun er 350 af dem tilbage på hele Galapagos. 

Efter frokosten på båden var der dømt snorkeltur i en mangrove bugt. Der så vi bl.a. Spotted Eagle Ray og lidt andre fisk, vi dog havde set før. Det mest interessante var, at snorkle ved rødderne af mangroveplanterne. Så kørte vi over til en strand. Der var nu ingen, der gad at gå i vandet, vi var jo lige blevet tørre. Istedet endte alle til Happy Hour på den lokale Beach Bar, hvilket viste sig at være ganske godt, da det var en fuldendt icebreaker for de voksne og også for børnene (10-15 år), som der er fem af denne gang. De var hurtigt igang med boldspil i sandet. Der er en familie fra Hvalsø med. Børnene taler fantastisk engelsk, hvilket gav mening, da vi hørte, de havde boet tre år i L.A. Ellers bestod selskabet af to familier fra England. Den ene med en tandlæge fra Irland, som talte mere og mere irsk, jo mere han fik at drikke), en ung pige fra Australien og et nygift par fra Seattle, som var på honeymoon. Der var uventet wifi på baren, så vi fik lige set et par hilsner hjemmefra og sendt en hurtig snap inden et par omgange stærke mojitos begrænsede al tankekraft...

Tilbage til båden var der briefing om i morgen og aftensmad.