Vi sejlede ca. halvdelen af natten og lagde til tæt ved Cormorant Point ved øen Floreana, hvor vi både skulle se på dyr på land og snorkle. Det er lidt vanskeligt at klæde sig på, for man ved aldrig om det skal regne eller om man bliver bagt. Øen er beboet af ca. 200 mennesker - på den modsatte side af øen. 

Vi indledte dagen med en lille spadsertur på land. Lidt henne ad stranden så vi to blåfodede suler lave parringsdansen. Den dans kan foregå i tre uger inden hunnen overgiver sig. Det var sjovt at se, hvordan hannen løftede fødderne i en slags rytme .... der manglede bare musik til dansen. Vi kunne blive ved med at kigge på deres dans, men guiden mente, vi skulle give dem fred, så vi gik videre ind mod øen. Efter en kort spadsertur kom vi til en saltvandssø. Her levede lyserøde flamingoer. Vi så 10-12 stk. Guiden, Viktor Hugo, sagde, at der i en periode ingen havde været, så det var rart at se, de var returneret. Vi så også stillids (en fugl med lange røde ben).

Det israelske par i selskabet har vi døbt "Holger og konen", mest fordi manden hele tiden bliver væk (jvf. "Find Holger"). På en simpel gåsti på 200 meter er han pludselig væk, og konen opdager det iøvrigt som den sidste i selskabet. Han er professor i cancer i træer (ja sådan har han beskrevet det) og lige så distræt og fedtmuleagtig, som fordomme beskriver sådan en professor. 

Tilbage på stranden kæmpede vi os ned i vores 7 mm våddragter, som vi har medbragt hjemmefra. De andre låner halvdragter på skibet på 2 mm, som selvfølgelig er noget nemmere at få på, tilgængæld fryser vi overhovedet ikke. Snorkelturen var ikke videre spændende, men fin nok.

Vi beholdt dragterne på, da vi blev sejler retur på skibet. Hver gang vi kommer retur serverer de et eller andet på dækket. Denne gang var det juice, saltkiks og agurker med noget tunfiskehalløj på.

Ved 11-tiden røg vi i baljen igen. Denne gang skulle vi svømme rundt om Devils Crown, som vi jo havde set før på dykkerbåden. Der var virkelig meget strøm. Til at starte med var det skønt, for vi drev bare derudaf og rundt om øen. Herefter skulle vi ind i " kronen", det var straks mere vanskeligt. Til sidst var strømmen så kraftig, at vi ingen vegne kom trods alle kræfter. Men det var netop her gummibåden hentede os, så det var helt perfekt. Der var flere forskellige fisk, men intet specielt at bemærke.  Efter et bad var der frokost. Det var pommes frites og lav selv burgers til frokost - det synes vi faktisk også, vi havde fortjent.

Herefter var der 2,5 times pause. Helle gik på dækket for at sole sig. Der er intet internet, men jeg begyndte at skrive logbog i noter istedet, så vi kan klippe det på bloggen, når det er muligt. Vi oplever så meget, at vi ikke kan huske det uden.

Så var det tid til kanosejlads. Det lyder nok mere hyggeligt end det var. Jeg fik ondt i ryggen, Helle fattede ikke en pind af navigationen, da hun troede vi skulle på land - og hver gang jeg sagde venstre, fordi vi skulle den vej, troede Helle at hun skulle ro på venstre side! Alle ægtepar talte lidt for højt til hinanden her og kom retur til skibet efter 30 minutter. Lidt kaffe og grin udlignede den relativt dårlige oplevelse. 

Så skulle vi i land igen. Denne gang fortsat på Floreana, men til Post Office Bay. Det er verdens først "posthus". Det er ubemandet, blot en tønde på en strand. Her kan man aflevere et postkort / brev. Ideen er mest, at man kigger ind i tønden og tager de postkort / breve, som skal afleveres i eget land, tæt på hvor man bor. Så tager man dem med hjem, og afleverer personligt til de rette. Smart i 1700-tallet, hvor skibene var væk i årevis, på dem måde at få fragt breve hjem af andre retur-sejlende skibe. Der lå postkort til hele verden. Vi tog et postkort, der skal afleveres i Ringsted. 

Så var det ned i våddragterne igen og ud i Post Office Bay. Det var helt utroligt, så mange skildpadder, der var. Vi måtte simpelthen flytte os, for ikke at komme til at svømme ind i dem. De er virkelig store. Det er Green Ocean Sea turtles. Da gummibåden kom og sagde at vi skulle op, følte vi nærmest kun, der var gået 10 minutter, men det var der åbenbart ikke. På båden ventede de med Chicken Wings og øl. 

Vi nåede nærmest kun at klæde om, så var der briefing om næste dags oplevelser. Vi fik et mindre foredrag om kontinentalplader og hot spots og lærte lidt mere om øernes geologiske historie. Langsomt kunne vi lugte grillmad. Vi blev vist udenfor på dækket, hvor en kok tilberedte tunfisk, kylling, bøffer og pølser med diverse tilbehør. Det var lidt et antiklimaks, at en af gasterne bød velkommen og fx fortalte, at 60 % af befolkningen i Ecuador er fattige og lever af ris! Nå det bedste man kan gøre, er da så at bruge sine feriepenge her. Det var så hyggeligt. Helle sad ved siden af en advokat fra Australien, som hedder Peter. Han arbejder altid 12 uger og holder 14 dages ferie. Han er 70 år og kunne ikke drømme om at gå på pension. Stjernerne tændte på aftenhimlen og en søløve hoppede op på dækket og snusede grillduften til sig.